Profile index



Om foreningen
Ide og formål


Søg: 

Veterinærvæsen og dyrlægegerning.
Bekendtgørelse af lov om veterinærvæsenet samt om udøvelse af dyrlægegerning

LBK nr 492 af 28/06/1990 (Historisk)

Senere ændringer til forskriften
LOV Nr. 171 af 16/03/1994
LOV Nr. 403 af 10/06/1997
LOV Nr. 936 af 20/12/1999
LBK Nr. 825 af 30/08/2000


Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel I Veterinærdirektoratet
Kapitel II Det veterinære sundhedsråd
Kapitel III Dyrlægernes rettigheder
Kapitel IV Dyrlægernes pligter
Kapitel V Dyrlæger i offentlig tjeneste
Kapitel VI Tilsyn
Kapitel VII Fratagelse af rettigheder m.v.
Kapitel VIII Betaling for dyrlægehjælp
Kapitel IX Veterinære laboratorier m.v.
Kapitel X Straffebestemmelser
Kapitel XI Overgangsbestemmelser
Kapitel XII Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
Forskriftens fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om veterinærvæsenet samt om udøvelse af dyrlægegerning

Hermed bekendtgøres lov nr. 58 af 4. marts 1964 om veterinærvæsenet samt om udøvelse af dyrlægegerning, jf. lovbekendtgørelse nr. 312 af 25. juni 1980 med de ændringer, der følger af lov nr. 847 af 20. december 1989.



Kapitel I

Veterinærdirektoratet

§ 1. Veterinærdirektoratet, der hører under landbrugsministeriet, har til opgave

at føre tilsyn med landets veterinærvæsen,

at følge sundhedstilstanden blandt husdyrene i Danmark og i fornødent omfang i andre lande samt

at overvåge den veterinære levnedsmiddelkontrol og det veterinære levnedsmiddeltilsyn i henhold til den til enhver tid gældende lovgivning herom.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan overdrage veterinærdirektoratet at varetage veterinære opgaver, som efter lovgivningen påhviler ministeren.

Stk. 3. Veterinærdirektoratet ledes af en direktør, som skal være dyrlæge. Efter indhentede udtalelser fra Det veterinære sundhedsråd og veterinærdirektoratet fastsætter landbrugsministeren veterinærdirektoratets organisation under hensyntagen til de veterinære opgaver, der til enhver tid foreligger.

Kapitel II

Det veterinære sundhedsråd

§ 2. Det veterinære sundhedsråd består af veterinærdirektøren og 5 andre medlemmer.

Stk. 2. De 5 medlemmer beskikkes af kongen for 6 år ad gangen.

Stk. 3. 3 af medlemmerne skal være lærere ved Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole og have særlig indsigt enten i medicinske eller kirurgiske sygdomme (herunder fødselshjælp), veterinær retsmedicin, veterinær levnedsmiddelhygiejne, patologisk anatomi eller farmakologi. 2 af medlemmerne skal være praktiserende dyrlæger.

Stk. 4. Såfremt en sags behandling forudsætter en særlig sagkundskab, som rådets medlemmer ikke i tilstrækkeligt omfang er i besiddelse af, kan rådet indhente udtalelser fra særligt sagkyndige eller tilkalde sådanne til at deltage i sagens behandling.

Stk. 5. Landbrugsministeren fastsætter regler om udnævnelse af formand og næstformand for rådet, indstilling af medlemmer til dette og disses afgang m.m. og kan fastsætte regler om rådets forretningsgang.

§ 3. Det veterinære sundhedsråd afgiver udtalelser om veterinære spørgsmål på begæring af en offentlig myndighed eller af parter i straffesager og borgerlige sager, hvorunder sådanne spørgsmål opstår. For de i borgerlige sager afgivne udtalelser er rådet berettiget til at opkræve afgifter, hvis størrelse fastsættes af landbrugsministeren.

Stk. 2. Rådet skal være rådgivende for landbrugsministeriet og veterinærdirektoratet i sager af principiel karakter vedrørende forhold af veterinær betydning.

Stk. 3. Rådet er berettiget til - eventuelt gennem veterinærdirektoratet - at afkræve dyrlæger oplysninger af betydning for rådets afgørelse af forelagte sager.

Stk. 4. Rådet skal følge udviklingen i Danmark og i fornødent omfang i andre lande med hensyn til anvendelsen af lægemidler til veterinær brug og skal fremsætte forslag om de efter rådets skøn fornødne ændringer i udvalget af sådanne lægemidler i den til enhver tid gældende farmakope.

Kapitel III

Dyrlægernes rettigheder

§ 4. Ved dyrlægegerning forstås

a. at tage et dyr under behandling, når der er grund til at antage, at dyret eller den besætning, hvortil det hører, lider af en smitsom sygdom, hvorom anmeldelse skal indgives i henhold til lovgivningen om smitsomme sygdomme hos husdyrene,

b. at tage andenmands dyr under behandling for nogen anden sygdom, til hvis behandling der kræves veterinær indsigt,

c. at tage dyr under behandling under anvendelse af lægemidler, der efter apotekerlovgivningen kun må udleveres mod recept,

d. at udøve veterinær levnedsmiddelkontrol og veterinært levnedsmiddeltilsyn i henhold til den til enhver tid gældende lovgivning herom og

e. at udøve anden virksomhed, ved hvilken udnyttelsen af den veterinære uddannelse er det væsentlige.

Stk. 2. Ret til at udøve dyrlægegerning og betegne sig som dyrlæge har kun den, der har modtaget autorisation som dyrlæge i henhold til § 5, stk. 1 eller 2, eller som har adgang til at udøve dyrlægegerning i henhold til bestemmelser fastsat i medfør af § 5, stk. 4.

Stk. 3. Såfremt behovet for dyrlægehjælp ikke kan fyldestgøres af de autoriserede dyrlæger, kan veterinærdirektoratet efter bemyndigelse fra landbrugsministeriet meddele veterinærstuderende, der opfylder nærmere af veterinærdirektoratet fastsatte studiekrav, midlertidig tilladelse til at bistå autoriserede dyrlæger under udøvelse af dyrlægegerning.

Stk. 4. Landbrugsministeren kan efter indhentet udtalelse fra Det veterinære sundhedsråd, Landbrugsrådet og Danske Husmandsforeninger og efter forhandling med Den danske Dyrlægeforening fastsætte bestemmelser, der åbner mulighed for, at personer, der ikke er uddannet som dyrlæge, yder autoriserede dyrlæger assistance under disses udøvelse af dyrlægegerning, der omfattes af bestemmelserne i stk. 1, litra b, c, d og e. Ministeren fastsætter i det omfang, han anser det for nødvendigt, bestemmelser om, hvilke uddannelseskrav de pågældende skal opfylde. Ministeren kan bestemme, hvilken faglig betegnelse sådanne personer må anvende, samt at en således fastsat betegnelse kun må anvendes af personer, der har gennemgået den uddannelse og bestået den prøve, som ministeren har foreskrevet.

§ 5. Veterinærdirektoratet meddeler efter begæring autorisation som dyrlæge til den, der har bestået veterinæreksamen ved Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.

Stk. 2. Veterinærdirektoratet kan meddele personer, der i udlandet har gennemgået en uddannelse, som kan sidestilles med den i stk. 1 nævnte uddannelse, autorisation som dyrlæge her i landet. Autorisationen kan gøres betinget af, at den pågældende forinden har fulgt undervisningen i visse fag ved Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole og eventuelt aflagt prøve i disse fag. I autorisationen kan fastsættes begrænsninger i de pågældendes udøvelse af dyrlægegerning, ligesom den kan tidsbegrænses.

Stk. 3. Den der autoriseres som dyrlæge i medfør af stk. 1 eller 2 skal beherske det danske, svenske eller norske sprog samt aflægge et dyrlægeløfte, hvis ordlyd fastsættes af landbrugsministeren.

Stk. 4. Landbrugsministeren kan fastsætte sådanne bestemmelser om udøvelse af dyrlægegerning her i landet, som er nødvendige til gennemførelse af overenskomster om fælles nordisk arbejdsmarked for dyrlæger og direktiver vedtaget af De europæiske Fællesskaber.

Stk. 5. Veterinærdirektoratet kan efter erklæring fra Det veterinære sundhedsråd og retslægerådet nægte at meddele en dyrlæge autorisation, såfremt den pågældende må antages at være uegnet til at udøve dyrlægegerning på grund af varig eller med mellemrum indtrædende mangelfuld sjælstilstand, hvad enten denne skyldes sindssygdom, anden sjælelig svækkelse eller misbrug af alkohol, euforiserende stoffer og lign. Autorisation kan endvidere nægtes under de i straffelovens § 78, stk. 2, nævnte omstændigheder.

Stk. 6. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved meddelelse af autorisation.

Stk. 7. Veterinærdirektoratet offentliggør navnene på dyrlæger, der autoriseres.

§ 6. En dyrlæge må ikke uden særlig tilladelse betegne sig som specialist. En sådan tilladelse meddeles af veterinærdirektoratet efter indstilling fra et i medfør af stk. 3 nedsat specialistnævn.

Stk. 2. Landbrugsministeren afgør på grundlag af en gennem veterinærdirektoratet fremsendt indstilling fra et nævn sammensat som anført i stk. 3, inden for hvilke grene af dyrlægernes arbejdsområde en dyrlæge kan opnå tilladelse til at betegne sig som specialist, og fastsætter de nærmere betingelser, hvorunder en sådan tilladelse kan opnås.

Stk. 3. På veterinærdirektoratets foranstaltning nedsættes i hvert enkelt tilfælde et specialistnævn bestående af 4 medlemmer, hvoraf 2 udpeges af det veterinærvidenskabelige fagråd og 2 af Den danske Dyrlægeforening.

Kapitel IV

Dyrlægernes pligter

§ 7. En autoriseret dyrlæge er under udøvelsen af sin gerning forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed.

Stk. 2. En autoriseret dyrlæge, der ønsker at udøve de i § 4, stk. 1, litra a-c, omhandlede rettigheder, skal registreres i veterinærdirektoratet som praktiserende dyrlæge. Enhver praktiserende dyrlæge er forpligtet til på begæring at yde den første fornødne hjælp til alvorligt tilskadekomne dyr eller dyr med smertevoldende sygdomme eller fødselshindringer, når hurtig hjælp efter de foreliggende oplysninger må anses for nødvendig. Har dyrlægen gyldigt forfald, eller kan rettidig hjælp ydes af en anden, som efter forholdene er nærmere dertil, er dyrlægen dog fritaget for den omhandlede forpligtelse.

Stk. 3. Enhver praktiserende dyrlæge har inden for det område, hvor han har sit sædvanlige klientel, pligt til at påtage sig veterinært arbejde som et led i offentlig bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos husdyrene.

Stk. 4. Enhver autoriseret dyrlæge skal afgive de indberetninger og anmeldelser, som veterinærdirektoratet afkræver ham med henblik på konstatering og bekæmpelse af sygdomme hos husdyrene samt vedrørende den veterinære levnedsmiddelkontrol og det veterinære levnedsmiddeltilsyn. Endvidere skal han på forlangende give direktoratet enhver oplysning om forhold i forbindelse med hans udøvelse af dyrlægegerning. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for, i hvilket omfang og på hvilken måde dyrlæger af hensyn til indberetnings-, og anmeldepligten skal føre ordnede optegnelser over visse dele af deres virksomhed.

Stk. 5. Det påhviler en autoriseret dyrlæge at basere indberetninger, attester og udtalelser på en omhyggelig undersøgelse af grundlaget herfor.

§ 7 a. En dyrlæge må kun udlevere eller ordinere receptpligtige lægemidler til behandling af sygdomstilfælde hos dyr, når han selv har stillet en diagnose for sygdommen.

Diagnosen skal være stillet

1) efter en faglig forsvarlig klinisk undersøgelse, som dyrlægen personligt har foretaget af det eller de syge dyr, eller
2) efter at dyrlægen har undersøgt materiale fra det eller de syge dyr eller ladet materialet undersøge på et statsligt eller andet dertil af landbrugsministeriet godkendt laboratorium, jf. dog stk. 2, eller
3) efter at dyrlægen har gennemgået sygdommens symptomer og forløb med besætningsejeren eller den, der på dennes vegne tager vare på dyrene, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. I de i stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde er det en betingelse, at dyrlægen har et sådant kendskab til helbredstilstanden i besætningen og til besætningsejeren eller den, der på dennes vegne tager vare på besætningen, at det er fagligt forsvarligt at stille diagnosen på dette grundlag.

§ 7 b. For at forebygge forekomsten af uønskede rester af lægemidler og andre biologisk virksomme stoffer samt bestanddele eller omsætningsprodukter fra sådanne stoffer i levnedsmidler af animalsk oprindelse kan landbrugsministeren efter forhandling med miljøministeren fastsætte regler om og herunder begrænse eller helt forbyde anvendelsen af bestemte arter af sådanne stoffer i forebyggende eller helbredende øjemed til husdyr. Der kan endvidere fastsættes bestemmelser om, at husdyr, der er behandlet med, har indtaget eller optaget lægemidler eller andre biologisk virksomme stoffer, ikke må fjernes fra besætningen, og at produkter, der hidrører fra disse husdyr, ikke må anvendes til menneskeføde eller foder. I reglerne kan fastsættes de fornødne bestemmelser til sikring af, at de nævnte dyr og produkter ikke anvendes til menneskeføde eller foder.

§ 8. Såfremt veterinærdirektoratet anser det for ønskeligt, at der føres kontrol med en dyrlæges ordinationer af euforiserende stoffer, kan veterinærdirektoratet pålægge ham at føre nøjagtige optegnelser om disse ordinationer, herunder om ordinationernes tidspunkt, art og mængde, dyrets art, dets ejers navn og adresse samt indikationen for ordinationen, og at indsende disse optegnelser til veterinærdirektoratet efter nærmere af dette fastsatte bestemmelser. Veterinærdirektoratet fastsætter, hvad der i denne paragraf skal forstås ved euforiserende stoffer.

Kapitel V

Dyrlæger i offentlig tjeneste

§ 9. Ved besættelse af en statslig eller kommunal ledende dyrlægestilling skal den pågældende myndighed forinden besættelsen indhente en af landbrugsministeren nærmere foreskrevet sagkyndig vurdering af ansøgernes kvalifikationer. Stillingen må kun besættes med en dyrlæge, der ved en sådan vurdering er blevet anset for kvalificeret.

Stk. 2. Dyrlægestillinger, der uden at være tjenestemandsstillinger besættes af statslig eller kommunal myndighed, skal i tilfælde af ledighed normalt besættes efter opslag.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan efter forhandling med Den danske Dyrlægeforening og Kommunernes Landsforening undtage visse stillinger fra de i stk. 1 og 2 fastsatte regler.

Kapitel VI

Tilsyn

§ 10. De autoriserede dyrlæger er undergivet tilsyn af veterinærdirektoratet. Dyrlægerne skal på veterinærdirektoratets forlangende give direktoratet de for tilsynets gennemførelse fornødne oplysninger.

Stk. 2. De ved statslige undervisnings- og forskningsinstitutter beskæftigede dyrlæger er, for så vidt angår deres virksomhed ved disse institutter, undtaget fra bestemmelserne i stk. 1.

Kapitel VII

Fratagelse af rettigheder m.v.

§ 11. Såfremt der er grund til at antage, at en autoriseret dyrlæge som følge af mangelfuld sjælstilstand, jf. § 5, stk. 5, eller på grund af udvist grov uduelighed ikke fremtidig vil udøve sin virksomhed på forsvarlig måde, kan autorisationen fratages ham.

Stk. 2. Under tilsvarende betingelser som anført i stk. 1 kan en dyrlæge fratages følgende rettigheder:

a. Retten til at udøve virksomhed som praktiserende dyrlæge, jf. § 7, stk. 2.

b. Retten til at udføre offentlige forretninger i henhold til de herom gældende bestemmelser samt til at udføre de i henhold til lovgivningen om smitsomme sygdomme hos husdyrene påbudte diagnostiske undersøgelser og udtage materiale til sådanne undersøgelser. Samtidig bortfalder retten til at udstede attester om resultatet af diagnostiske undersøgelser.

c. Retten til at foreskrive lægemidler, der efter apotekerlovgivningen kun må udleveres mod recept.

d. Retten i henhold til apotekerlovgivningen til at distribuere lægemidler.

e. En i henhold til apotekerlovgivningen meddelt ret til at dispensere lægemidler.

Stk. 3. Fratagelse af rettigheder i henhold til stk. 1 og 2 sker for en tid fra 1 til 5 år eller indtil videre.

§ 11 a. Såfremt en autoriseret dyrlæge eller en dyrlæge, der har adgang til at udøve dyrlægegerning her i landet i henhold til bestemmelser fastsat i medfør af § 5, stk. 4, gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelser om dyrlægers ordination, distribuering eller dispensering af receptpligtige lægemidler til dyr, kan han fratages de i § 11, stk. 2, litra c-e nævnte rettigheder.

Stk. 2. Fratagelse af rettigheder i henhold til stk. 1 sker for en tid fra 1 til 5 år eller indtil videre.

§ 12. Opstår der spørgsmål om fratagelse af rettigheder i henhold til § 11 eller § 11 a, forelægger veterinærdirektoratet sagen for Det veterinære sundhedsråd. Forinden rådet tager stilling til sagen, skal det give dyrlægen lejlighed til at udtale sig skriftligt og mundtligt. Er der tale om fratagelse af rettigheder som følge af mangelfuld sjælstilstand, skal sagen endvidere forelægges retslægerådet.

Stk. 2. Under sagens behandling i veterinærdirektoratet har den pågældende dyrlæge ret til over for dette at optræde ved eller i forening med en af ham valgt tillidsmand, ligesom han og tillidsmanden på hans vegne har ret til at gøre sig bekendt med samtlige sagens akter, således som disse foreligger for veterinærdirektoratet.

Stk. 3. Finder veterinærdirektoratet efter at have indhentet de stk. 1 nævnte udtalelser, at der bør ske fratagelse af rettigheder, afgiver det indstilling til landbrugsministeren, der træffer afgørelse i sagen.

§ 13. En afgørelse efter § 12, stk. 3, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene.

Stk. 2. Begæring herom skal fremsættes inden 4 uger efter, at afgørelsen, der skal indeholde oplysning om adgangen til at kræve domstolsprøvelse og om fristen herfor, er meddelt den pågældende. Landbrugsministeren anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 3. Begæring om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve vedkommende rettighed. Såfremt landbrugsministerens afgørelse findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

§ 14. Landbrugsministeren kan til enhver tid efter ansøgning ophæve en i henhold til § 12, stk. 3, foretaget fratagelse af rettigheder. Er fratagelse sket indtil videre, og afslår ministeren ansøgning om ophævelse af fratagelsen, kan den pågældende forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt der er forløbet 1 år efter fratagelsen og mindst 1 år efter, at generhvervelse af retten senest er nægtet ved dom. § 13, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 15. Dersom en dyrlæge, hvem der er meddelt pålæg efter § 8, begår væsentlig overtrædelse af pålægget, eller dersom det af hans optegnelser fremgår, at han ordinerer euforiserende stoffer på uforsvarlig måde, kan landbrugsministeren efter indstilling fra veterinærdirektoratet og efter forhandling med Det veterinære sundhedsråd fratage ham retten til at ordinere alle eller enkelte grupper af disse stoffer for en tid fra 1 til 5 år eller indtil videre.

Stk. 2. I påtrængende tilfælde kan landbrugsministeren efter indstilling og forhandling som nævnt i stk. 1 fratage en dyrlæge den i stk. 1 omhandlede ret, selv om der ikke er meddelt dyrlægen pålæg efter § 8, når det af foreliggende oplysninger fremgår, at dyrlægen ordinerer euforiserende stoffer til eget eller andre menneskers personlige forbrug. Der skal dog først være givet dyrlægen lejlighed til mundtligt at udtale sig over for veterinærdirektoratet.

Stk. 3. Bestemmelserne i §§ 13 og 14 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Når en dyrlæge helt eller delvis har mistet retten til at ordinere euforiserende stoffer, skal veterinærdirektoratet træffe en ordning, således at en anden dyrlæge foretager de til dyrlægens praksis fornødne ordinationer af sådanne stoffer.

§ 15 a. En dyrlæge kan overfor veterinærdirektoratet fraskrive sig sin autorisation eller en eller flere af de i § 11, stk. 2, omhandlede rettigheder. Fraskrivelsen kan være begrænset til at angå ordinering af euforiserende stoffer eller en nærmere angiven gruppe af sådanne stoffer. Autorisationen eller fraskrevne rettigheder generhverves, når en fastsat tidsfrist fra fraskrivelsen er udløbet, og kan i øvrigt generhverves efter ansøgning til veterinærdirektoratet, såfremt der ikke foreligger omstændigheder, der ville kunne begrunde fratagelse af autorisationen eller rettigheder efter § 11 eller § 11 a.

Stk. 2. Såfremt veterinærdirektoratet afslår at tillade generhvervelse af fraskrevne rettigheder, kan afgørelsen påklages til landbrugsministeren, hvis afgørelse efter reglerne i § 13 kan forlanges indbragt for domstolene.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 14 finder tilsvarende anvendelse.

§ 16. Når en dyrlæge mister, fraskriver sig eller generhverver en eller flere af de i § 11, stk. 1 og 2, og § 15, stk. 1, nævnte rettigheder, udsender veterinærdirektoratet i fornødent omfang meddelelse herom. Dog giver Sundhedsstyrelsen apotekerne meddelelse om bortfald, fraskrivelse eller generhvervelse af en dyrlæges ret til at foreskrive receptpligtige lægemidler.

Kapitel VIII

Betaling for dyrlægehjælp

§ 17. Som betaling for sin bistand må en dyrlæge ikke fordre mere, end hvad der er rimeligt under hensyn til ydelsens art og omfang. Som befordringsgodtgørelse må han ikke kræve mere, end hvad der er nødvendigt til dækning af rimelige befordringsudgifter.

Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter regler om vederlaget for praktiserende dyrlægers udførelse af veterinært arbejde som led i offentlig bekæmpelse af husdyrsygdomme, jf. § 7, stk. 3.

Kapitel IX

Veterinære laboratorier m.v.

§ 18. Det er forbudt uden landbrugsministeriets tilladelse at oprette og drive laboratorier, som erhvervsmæssigt påtager sig at foretage diagnostiske laboratoriemæssige undersøgelser for andre med henblik på konstatering af husdyrsygdomme.

Stk. 2. Det er forbudt uden særlig autorisation fra landbrugsministeriet at fremstille vacciner, sera og lignende produkter til forebyggelse af husdyrsygdomme eller til behandling af syge dyr. Forbudet gælder dog ikke for statens medicinske og veterinære laboratorier og institutter.

Stk. 3. Landbrugsministeriet kan fastsætte bestemmelser om de i stk. 1 omhandlede laboratoriers indretning og drift, herunder om efter hvilke metoder og arbejdsforskrifter laboratoriet skal foretage sine undersøgelser. Landbrugsministeriet kan endvidere fastsætte nærmere bestemmelser for de godkendte laboratoriers anvendelse af betegnelser, hvori »godkendt«, »autoriseret« eller lignende indgår.

Stk. 4. Veterinærdirektoratet fører tilsyn med de i henhold til stk. 1 godkendte laboratorier og de virksomheder, der opnår autorisation i henhold til stk. 2. Landbrugsministeriet kan fastsætte nærmere regler for udøvelsen af tilsynet, herunder om betaling for tilsynet.

Kapitel X

Straffebestemmelser

§ 19. Den, der overtræder § 4, stk. 2, § 6, stk. 1, 1. punktum, § 7, § 7 a eller § 18, stk. 1 og 2, eller undlader at efterkomme påbud efter § 8, straffes med bøde.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der undlader at meddele oplysninger, som er afkrævet ham efter § 3, stk. 3, eller § 10, stk. 1. Afgiver han urigtige eller vildledende oplysninger, straffes han med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Stk. 3. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af loven, kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 4. Der kan pålægges en virksomheds ejer eller bruger bødeansvar, selv om lovovertrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For sådant bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.

Stk. 5. For overtrædelser der begås af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Kapitel XI

Overgangsbestemmelser

§ 20. Danske statsborgere, der ved lovens ikræfttræden har bestået veterinæreksamen ved Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, og udenlandske statsborgere, der på samme tidspunkt er i besiddelse af en gyldig tilladelse til at udøve dyrlægegerning her i landet, jf. § 4, stk. 1, betragtes som værende i besiddelse af den i § 5, stk. 1, nævnte autorisation. Udenlandske statsborgere, der har en tidsbegrænset tilladelse til at udøve dyrlægegerning her i landet, betragtes dog kun som værende i besiddelse af autorisation, indtil tilladelsen ophører.

Kapitel XII

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 21. Denne lov træder i kraft den 1. september 1964. Samtidig ophæves § 1, stk. 1-7, i lov nr. 156 af 14. april 1920 om smitsomme syg omme hos husdyrene.

Stk. 2. (Ophævet).

§ 22. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men den kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Lov nr. 205 af 30. maj 1980, § 2 og § 3 indeholder følgende bestemmelser:

§ 3

De laboratorier, der ved lovens ikrafttræden har kunnet udøve deres virksomhed uden tilladelse i henhold til § 18, stk. 1, kan uden tilladelse fortsætte deres virksomhed indenfor deres hidtidige områder indtil den 1. september 1982. Det er dog en betingelse, at laboratoriet inden den 1. oktober 1980 giver landbrugsministeriet oplysning om hvilke arbejdsområder, der er omfattet af virksomheden, samt om navnet på den ansvarlige leder af laboratoriet. Ansøgning om godkendelse til fortsat virksomhed efter 1. september 1982 skal indsendes til landbrugsministeriet inden den 1. april 1982.

Lov nr. 847 af 20. december 1989, § 2 indeholder følgende bestemmelse:

§ 2

(* 2) Loven træder i kraft den 1. januar 1990.

Landbrugsministeriet, den 28. juni 1990

Laurits Tørnæs

/ M. Ginnerup-Nielsen

Officielle noter

(* 1) Lovændringen vedrører § 4, stk. 2 og 3, § 5, § 7, stk. 2 og 3, §§7 a og 7 b, § 11, stk. 1 og 2, § 11 a, § 12, stk. 1, §§ 15 a, 16, 18 samt § 19, stk. 1, 4 og 5.

(* 2) Lovændringen vedrører § 17, stk. 2.


[ Tilbage | Print | Send til en ven ]

Emner
Arrangementer
Artikler og breve
Billedgalleri
Digte og kloge ord
Fra det virkelige liv
Gode råd om dyrevelfærd
Høringssvar
KATTENS DAG.
Love og bekendtgørelser
Offentlige kontakter
Vores årsmagasiner


Hesteinternatet af 1999 • Tlf. 40 37 16 89