Profile index



Om foreningen
Ide og formål


Søg: 

2004: Lynch-stemning i Nr. Snede - Herning Folkeblad

Lynch-stemning i Nr. Snede
Gengivet med tilladelse af journalist Henrik
Øster, Herning Folkeblad.
Artiklen må IKKE kopieres.


250 hestefolk kom til møde om mishandlingerne - gerningsmanden holdt sig klogeligt væk

Nr. Snede Kro er normalt »Mødestedet for singler og danseglade«, men fredag aften var det også mødested for bekymrede hestefolk.
Der var maksimal mediedækning på, da omkring 250 hesteejere og hesteinteresserede var til møde på Nr. Snede Kro.
To lokale hestefolk, Karina Nielsen og Jette Pedersen, havde taget initiativ til mødet, hvor man ville forsøge at finde ud af, hvad der kan gøres for at stoppe de mange mishandlinger af heste i det midtjyske.
Tre personer var indkaldt til at fortælle og svare på spørgsmål: Peter Caspersen fra dyreværnsforeningen Hesteinternatet af 1999, stationsleder Kristian Kristensen fra Ikast og endelig Gunnar Sejr fra Bording, hvis hest
Slejmer blev overfaldet for nylig og måtte aflives.

Forstår hadet

Peter Caspersen lagde ud med at rose de to piger for initiativet, som han kaldte »historisk«.
- Vi har forståelse for, at I har en daglig følelse af afmagt, frygt og had til gerningsmanden eller gerningsmændene. Når de begår overgreb mod Jeres dyr, begår de overgreb mod Jer. Vi forstår Jeres had; vi forstår det så
inderlig godt, sagde Caspersen, der i øvrigt er militærmand.
Vreden i hestekredse er så stor, at gerningsmanden risikerer liv og lemmer,
hvis han skulle blive fanget af civile. Hesteejerne på mødet lagde ikke fingre imellem, når de skulle forklare, hvad der burde ske med
gerningsmanden.
- Vi tager afstand fra enhver form for selvtægt. Det skal foregå i en koordineret indsaats med politiet. Det er en god idé at lave patrulje, men
det skal foregå i samarbejde med politiet. Det er ikke politiet, I skal skyde på i den her situation. I stedet for at bevæbne Jer med køller og haglgeværer, så skal I bevæbne Jer med digitalkameraer og videokameraer,sagde Peter Caspersen.

I afmagt

Dyreværnsmanden klandrede igen og igen politikerne for at straffen for dyremishandling er til grin.
- Det er ufatteligt, at man kan holde en hel landsdel i afmagt, uden at der sker noget på Christiansborg. Der er en mand, der har opfordret
gerningsmanden til at melde sig. Straffen er meget lille og hjælpen er enorm, sagde Peter Caspersen og forklarede, at det at dræbe en hest, reelt hører under hærværksbestemmelserne i straffeloven.
Efter hvert indlæg var det muligt at stille spørgsmål, og man savnede desperat en ordstyrer.
Første spørger var en ældre kvinde, der i ti minutter spekulerede over, hvornår gerningsmanden ville begynde at gå efter hunde og katte - der kom aldrig et spørgsmål.
Næste spørger var en yngre mand, der indledte med at fortælle, at han var straffet for vold 14 gange - men aldrig vold mod dyr »for de kan jo ikke tage hævn«, som han sagde. Han lod forstå, at hestemishandleren ville få en hård tid i fængslet, hvor han vil blive behandlet på lige fod med barnemordere.

Det går helt galt

Hvis man begår selvtægt mod gerningsmanden kan det udløse en væsentlig hårdere straf, end den gerningsmanden eventuelt får, idet drab på dyr ikke straffes ret hårdt.
- Det er min fornemmelse, at hvis nogen kommer i nærheden af gerningsmanden eller gerningsmændene, så går det helt galt, konkluderede Peter Caspersen.
I hestekredse mener mange at vide, hvem gerningsmanden er. Man har et navn og man har en bil - den mørke firehjuls-trækker, der er observeret flere gange. Politiet har dog ikke været i stand til at bevise, at den mistænkte
har adgang til et sådant køretøj.
Gunnar Sejrs kone, Vini, har tilmed observeret køretøjet ude ved deres husmands-sted ved Bording. Der sad to mænd i bilen og observerede hestene.
Hun fik noteret de to bogstaver på nummerpladen, men politiet har ikke kunnet bruge oplysningerne til noget.

Ringe risiko

Stationslederen fra Ikast, Kristian Kristensen, stillede op i uniform - ubevæbnet. Stemningen var ellers ikke særlig venlig overfor politiet, men han slap dog for de værste angreb.
Kristian Kristensen fortalte lidt om, hvad politiet gør, når en hest bliver overfaldet. Der bliver efterhånden gjort en del. Der tages både fingeraftryk og DNA-prøver, ligesom politiets dygtigste hund bliver sat til at lede efter
spor.
Der skete ni overfald på heste sidste år, og der er sket otte i år - seks af hestene er døde. Tallet skal ses i lyset af, at der er et sted mellem 130.000 og 170.000 heste i Danmark - begge tal blev oplyst på mødet.
- Der er en ringe risiko for, at Jeres hest bliver angrebet, men det er selvfølgelig en ringe trøst, sagde stationslederen.
Kristian Kristensen rådede folk til at være opmærksomme, hvis de observerede noget mistænkeligt - og ringe 112. Hvis man føler, at man er i stand til det, må man gerne »anholde« gerningsmanden og tilbageholde vedkommende til
politiet når frem.

Dispensation

Daniel Lundblad var i sidste uge involveret i en biljagt efter en mistænkt.
- Daniel sagde i fjernsynet, at han kørte hurtigt. Han nævnte også et tal.
Det vil jeg fraråde. Men prøv at følge efter, så godt man kan og hold kontakt med politiet på mobiltelefonen, sagde Kristian Kristensen - blot for at blive gjort opmærksom på, at det er ulovligt at tale i telefon, når man kører bil, men det mener stationslederen dog nok, at man kan dispensere fra i dette tilfælde.
- Vi er stort set på bar bund, men vi holder fokus på nogle, som vi dog ikke har noget på. Vi mangler kun det sidste, og det er at fange gerningsmanden, sagde Kristian Kristensen.
Stationslederen blev spurgt om sodomi - sex med dyr - egentlig er ulovligt.
- Det er min opfattelse, at det ikke er ulovligt, sagde han.

Ros til politiet

Gunnar Sejrs søn, Ole, bad om ordet - det var hans hest Slejmer, der blev mishandlet.
Ole Sejr havde stor ros til politiet for at være på gerningsstedet efter to minutter og for at møde op for at lede efter spor hele fem gange. Den unge mand fik helt fortjent aftenens største bifald for sin meget voksne udmelding i en sal, der tørstede efter hævn.
Gunnar Sejr havde ordet til sidst.
- Brug ikke selvtægt, for hvem ved, om han for eksempel har en kniv. Ring til politiet, hvis I ser noget mistænkeligt, sagde han og uddelte ligeledes stor ros til Ikast Politi.
--
Copyright

Henrik Øster-Jørgensen
Journalist, djf

Herning Folkeblad A/S
Strøget 5
DK-7430 Ikast


[ Tilbage | Print | Send til en ven ]

Emner
Arrangementer
Artikler og breve
Billedgalleri
Digte og kloge ord
Fra det virkelige liv
Gode råd om dyrevelfærd
Høringssvar
KATTENS DAG.
Love og bekendtgørelser
Offentlige kontakter
Vores årsmagasiner


Hesteinternatet af 1999 • Tlf. 40 37 16 89