Profile index



Om foreningen
Ide og formål


Søg: 

2004: Vagtgrupper mod hestemishandler - Vejle Amts Folkeblad

Gengivet med tilladelse af journalist Søren Bagge, Vejle Amts Folkeblad. Artiklen må ikke kopieres.

20. september 2004


En hadsk stemning lurede under overfladen, og der blev uddelt mange drøje hug både til politiet og dyreværnsloven. Alligevel lykkedes det at skue fremad og få startet det, der skal være en slags heste-vagtværn i bestræbelsen på at afsløre og dermed få stoppet den eller de personer, der de sidste to somre har begået bestialske overgreb mod heste især i det midt- og vestjyske område.


Massivt opbud

Det er i korte træk essensen af det møde, som to heste-interesserede piger, Karina Nielsen og Jette Pedersen, fra Nr. Snede havde indkaldt til på Nr. Snede Kro fredag aften for at diskutere, hvad der kan stoppe hestemishandleren. Deres udgangspunkt var at hænge løbesedler op om mødet, der imidlertid udviklede sig til at få 300 deltagere rundt fra hele landet og med massiv pressedækning også fra TV. Karina Nielsen erkendte da også blankt overfor avisen, at hun overhovedet ikke havde forestillet sig, at mødet kunne udvikle sig til noget så stort. Jette Pedersen siger også, at hun slet ikke havde turdet håbe på så mange deltagere, men at det bare er fedt, at så mange også gerne vil forsøge at gøre noget ved problemet. Rent faktuelt kunne leder af Ikast Politi, Kristian Kristensen, fortælle, at der sidste år på landsplan indkom ni, og i år hidtil otte anmeldelser om mishandling af heste - en enkelt var dog en ko.

Ingen selvtægt

Ellers var det mest de stærke følelser for dyrene og den mindst lige så stærke vrede mod hestemishandleren, der fik frit løb på mødet. Et par tilhørere fortalte således, hvordan de har deres store hunde med på ture ud til hestene i de mørke timer med det klare mål at pudse hundene på mishandleren, hvis de skulle møde ham. - Hvad kan vi gøre? Der er helt klart en stemning, at hvis nogen kommer i nærheden af denne person, så kan det gå helt galt. Men lad være med at begå selvtægt. Lad være med at slå ham til lirekassemand, så han ikke kan sige noget i retten. Vi skal have beviser, og man kan jo ikke føre en hest som vidne, opfordrede Peter Caspersen fra dyreværnsforeningen Hesteinternatet af 1999. Det er en forening, der på enhver måde arbejder for at forhindre mishandling og misrøgt af heste. Nogle tilhørere harcelerede kraftigt mod dyreværnsloven, der i deres øjne kun hjemler mulighed for alt for milde straffe for dyremishandling. Nogle var også kritiske overfor politiets indsats. Modsat kunne far og søn, Gunnar og Ole Sejer, Bording, fortælle, hvordan politiet havde ydet en stor og ihærdig indsats, da familien fik en pony skamferet på den mest bestialske vis. Fra politiets side beskrev Kristian Kristensen nøje, hvordan man efterforsker de bestialske overgreb mod heste. Det er blandt andet med den nyeste teknologi indenfor DNA samt ved brug af de ypperste hunde til eftersøgning af muligt bevismateriale. En tilhører, Daniel Lundblad, foreslog, at man prøver at danne nogle grupper rundt i de forskellige områder, så man får opbygget et netværk af folk, der kører rundt og holder opsyn med heste i indhegninger. Det blev af politimanden betegnet som noget af det helt rigtige og fik også støtte fra flere af de mange tilstedeværende. Konklusionen på mødet blev, at der nu dannes grupper i forskellige egne med det formål at »holde øje«. Koordinator for det blev Johannes Sølvsten, Lindballe Hestecenter, tlf. 75 73 90 99. Mange deltagere i mødet skrev sig på lister for at deltage i denne indsats.


[ Tilbage | Print | Send til en ven ]

Emner
Arrangementer
Artikler og breve
Billedgalleri
Digte og kloge ord
Fra det virkelige liv
Gode råd om dyrevelfærd
Høringssvar
KATTENS DAG.
Love og bekendtgørelser
Offentlige kontakter
Vores årsmagasiner


Hesteinternatet af 1999 • Tlf. 40 37 16 89