Profile index



Om foreningen
Ide og formål


Søg: 

2008: Nytteetik og dyreetik.

Et forsvar for §§ 1 og 2 i Dyreværnsloven og det dyresyn, der ligger bag disse paragraffer.

Dyrlæge Lene Kattrup og dyrlæge, lic.med. vet i etologi Mary-Ann Gerbola



Dansk Veterinærtidsskrift nr. 1, 2008

I Dansk Veterinær Tidsskrifts leder den 1. november 2007 stod, at: ”Danskernes – og andre vesteuropæeres – forhold til dyr i høj grad er styret af nytteetiske betragtninger…”. Det er sandt, at vores dyresyn efterhånden er domineret af nytteetiske betragtninger. Men nytteetik er generelt på dyreområdet en for snæver og ensidig etisk vurderingsmetode, og vi mener ikke, man bør lægge hovedvægten på en nytteetisk vurdering. Man bør inddrage andre etiske metoder og vægte dem efter deres værdi og relevans i forhold til det aktuelle emne, herunder pligtetikken, naturetikken, den deontologiske etik og evt. konsistensetikken. Det gælder i særlig grad, når det er dyrlæger, der foretager vurderingen.



Vi synes, de afgørelser, som Dyrlægeforeningen hidtil er nået frem til på det dyreetiske område, har virket velovervejede og velargumenterede. Foreningen har netop ikke baserer sig udelukkende eller primært på nytteetiske betragtninger. Et fokus på samfundet og menneskets nytte er væsentligt, men hvis dette fokus dominerer, banes vejen for en tingsliggørelse af dyr, et fænomen, vi kan se er i stigning mange steder Vi er nået frem til, at det er en for dominerende nytteetisk betragtning, der som metode kan gives en del af skylden. Samfundet tenderer til at gå i den retning, men vi bør som dyrlæger skubbe udviklingen i en anden retning.



Svagheden ved at lade en nytteetisk betragtning dominere i disse spørgsmål er, at man lander i et overdrevent fokus på samfundets og menneskers nytte af dyr. Andre vigtige aspekter udelades eller nedtones. Nytteetikken tenderer til at give en accept af, at dyr kan anvendes af mennesker, hvis blot dyret, som en ting eller en biologisk genstand ikke tager fysisk skade. Denne tendens sås ret tydeligt i 2006-udtalelsen fra Det Dyreetiske Råd om sodomi, og i Rådets svarindlæg her i Dansk Veterinær Tidsskrift og på ”alle-listen”, hvor Rådet forsvarede udtalelsen overfor andre, der ikke var enige i indholdet. Rådet gjorde tilsyneladende gældende, at sodomi måtte være etisk acceptabelt, blot dyret ikke led overlast eller tog fysisk skade. Man brugte meget betegnelsen ”lide overlast”, som ud fra sammenhængen primært eller udelukkende måtte tolkes som fysisk skade. Herudover havde Rådet glemt eller i hvert tilfælde betænkeligt nedtonet dyrets eget naturlige fysiologiske og sundhedsmæssige behov samt adfærd og mulige problemer for dyret (angst, ulempe, smerte, omsorgstab) i forhold til at blive anvendt af mennesker til at tilfredsstille disses seksuelle behov. Det var der ikke særligt fokus på. Det mener vi, der burde have været.



Hvor blev det gammeldags, sobre, nøgterne og mere ”ædruelige” dyresyn af? Vi tænker på det dyresyn, som vi i gamle dage lærte på Landbohøjskolen, som blev lagt til grund og var af stor betydning for svarene på de mange dyreetiske spørgsmål og problemstillinger. Vi fik indlært en arbejdsmetode, hvor man efter situationen skulle forsøge en samlet etisk vurdering, hvor det nytteetiske, dvs. menneskets og samfundets nytte naturligvis blev vægtet og inddraget, men afvejet og sat i forhold til hensynet til dyret, som var det primære - for dyret blev opfattet som et levende væsen, et dyr med nogle særlige definerede behov i forhold til dets art, alder, miljø osv. som skulle forsøges opfyldt af den ansvarlige for dyreholdet. I alt dette var dyret i centrum og ikke, som vi synes, det med nytteetikken er tilfældet, blot sekundært. Ud fra denne samlede vurdering søgte man så at besvare det spørgsmål, som etikken stiller op om, hvordan vi bør handle, og hvad vi bør gøre i den givne situation. Der blev inddraget et hensyn til dyret som et levende dyr, og dette hensyn blev vægtet mere, end vi synes, vi ser afspejlet med den nye anvendte nytteetiske metode, hvor respekten for dyret som dyr er trængt tilbage. Vi ser det gamle dyresyn, som vi bekender os til, afspejlet i udtalelserne fra Det Veterinære Sundhedsråd, der så vidt vi kan se, stadig i sine udtalelser tager udgangspunkt i et hensyn til dyret og dets behov som det centrale. Ud fra dette og i forhold til situationens omstændigheder og en afvejet, fornuftsmæssig, veterinær vurdering, skønner Rådet, hvorvidt det i den hændelse, som er blevet forelagt Rådet, må antages, at et eller flere dyr kan have været udsat for f.eks. : ”en høj grad af angst og lidelse”, en ”høj grad af ”lidelse, angst og væsentlig ulempe” eller om ”hvorvidt man ved behandlingen af dyrene ikke har imødekommet lovens krav om omsorgsfuld behandling af dyr” og ”hermed har man udsat dyrene for” etc. etc. Disse afgørelser, som meget klart relaterer sig til Dyreværnslovens § 1 og 2 (samt 3) og det dyresyn, der ligger bag, er ikke nødvendigvis baseret på synlige, beviselige skader og læsioner på dyrene som en forudsætning for en ansvarspådragende uforsvarlighed eller manglende omsorg eller lignende. Der tages i stedet et bredt udgangspunkt i en vurdering, som baseres på en veterinærfaglig viden og erfaring om dyrets behov, sundhed og natur, dets adfærd, fysiologi, anatomi, race- og artskarakteristika sat i forhold til den givne situation og den aktuelle hændelse, man har bedt Rådet om at vurdere og udtale sig om.



Så vidt vi kan se, lader Det Veterinære Sundhedsråd sig ikke dominere af nytteetikken med dens primærfokus på samfundet og mennesket, men anlægger en mere nuanceret og bred etisk vurdering, hvor fokus på dyret er det primære. Det, finder vi, er både rigtigt og naturligt, fordi der er tale om et veterinært råd. Det Dyreetiske Råd udtaler sig ikke om så konkrete sager som Det Veterinære Sundhedsråd, men dette Råd burde alligevel anvende samme brede etiske vurderingsmetode og især have det samme primærfokus på dyrene. Vi mener, Det Dyreetiske Råd har for stærkt og snævert fokus på mennesker og samfund frem for på dyrene, hvilket har medført, at Rådets udtalelser i mindst to tilfælde har været ret langt fra, hvad en del dyrlæger syntes var rimeligt. Vi tænker på den tidligere udtalelse om rituel slagtning fra 1997 (som siden blev fortrudt i 2005, hvor Rådet medgav, at hensynet religiøs tolerance var blevet vægtet for meget i forhold til hensynet til dyrene) samt den om sodomi fra 2006, som vi også tror, Rådet kommer til at gøre om.



Hvis man fokuserer for meget på nytteetikken, vil der være en tendens til, at spørgsmålet og problematikken forsimples. Kun hvis dyret ”lider overlast” og ”skades”, så er det etisk set ikke acceptabelt at behandle dyr på en given måde. Så glemmes kravet om forsvarlighed og om omsorg og beskyttelse af dyrene, selvom det jo ligger i vores opfattelse af dyr, som levende væsener underlagt os mennesker og i vores varetægt som det fremgår i § 1 og § 2 i vores Dyreværnslov. Det dyresyn og de krav, der udtrykkes i disse paragraffer, er i disharmoni med den nytteetik, som vi kan se, i visse tilfælde anvendes af bl.a. Det Dyreetiske Råd. Her lægger til grund, at det at udsætte dyr for f.eks. en helt unaturlig behandling, for manglende omsorg - indbefattet en behandling, hvor det pågældende dyrs unikke behov ikke opfyldes – og/eller udsætte det for væsentlig ulempe eller angst og stress efter en strengt nytteetisk vurdering, kun er etisk uacceptabel, hvis dyret (påviseligt?) har lidt overlast (Ifølge Nudansk ordbog lide overlast = blive beskadiget). Kan man altid sige og/eller bevise, at et dyr har lidt overlast, hvis det har manglet en omsorgsfuld behandling eller er blevet behandlet uforsvarligt? Næppe.



Det er et skråplan og en desavouering af vores tidligere normale dyresyn og de første paragraffer i Dyreværnsloven, hvor vi blot behøvede at påvise og kunne give en velbegrundet, veterinærfaglig vurdering om manglende behovsopfyldelse, manglende omsorg, manglende beskyttelse mod angst og smerte, en uforsvarlig behandling etc. for at det var vurderingen, at der forelå en uacceptabel behandling af dyr i strid med §§ 1 og 2 (og evt.3)?



Samfundet og myndighederne inkl. politiet stolede ret langt på den veterinære vurdering. Vi bør fortsat respektere og inddrage hele § 1 og § 2´s indhold, i stedet for at nøjes med dette nye ”lide overlast” begreb eller ”tage skade begreb”, der vil have som konsekvens, at vi som dyrlæger står overfor offentlige myndigheder, herunder politiet, der vil tolke ”lide overlast”, som ensbetydende med tilstedeværende konstaterbare fysiske skader, uanset hvor godt og fagligt vi forsøger at argumentere. Som dyrlæger bør vi gå imod nytteetik i dyreetikken og holde stædigt og konsekvent fast i vores § 1 og 2 og det dyresyn, der ligge bag disse paragraffer. Det bør vi gøre af veterinærfaglige og holdningsmæssige grunde, der tager udgangspunkt i beskyttelsen af dyret, og respekten for dette som et dyr, en levende medskabning.



Nytteetikken giver også grobund for en disneyficering/antropomorfisme. (Eks. ”Der er mennesker, der lever i parforholdslignede relationer med hunde” fra sodomiudtalelsen). Også antropomorfismen repræsenterer den forsimpling og begrænsning af den dyreetiske overvejelse, der sætter menneskets behov i centrum. Dyret bliver en biologisk genstand, der kan anvendes af mennesker, hvis blot genstanden ikke beskadiges alvorligt og synligt/bevisligt og/eller f.eks. nedslides alt for hurtigt. Vi bør gennemskue, at nytteetikken formindsker eller overflødiggør behovet for en veterinær faglig (videnskabelig) vurdering. I en del af hestemishandlingssagerne i 2004 blev der tilkaldt jægere og vildsagkyndige i stedet for dyrlæger. Det er tankevækkende, at Veterinærdirektoratet i dag hedder Fødevarestyrelsen, kredsdyrlægen er blevet til fødevareregionen etc. Det er et udtryk for en tingsliggørelse af dyrene og en desavouering af det veterinærfaglige.



Måske vi her lige skal stoppe op og huske på, at der i Dyreværnslovens § 1 står: ”Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, varigt men og væsentlig ulempe.”

Og i § 2: ”Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.”

Der står jo ikke kun, at dyr ikke må lide overlast eller skades. Der står også, at dyrets naturlige behov skal opfyldes - fagligt og erfaringsmæssigt bedømt herunder bl.a. veterinærvidenskabeligt bedømt - og så tales der om, at vi har en forpligtigelse til at behandle landbrugsdyr/husdyr/dyr i vores varetægt omsorgsfuldt. Der er placeret et ansvar.



Vedr. sodomiovervejelsen, som dyreetisk set er principiel og vigtig, nåede Det Veterinære Sundhedsråd i 2006 frem til i en konkret udtalelse, at: ”Rådet finder ikke, at indførelsen af et menneskes kønslem i skeden på en hest opfylder hestens/ponyens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov, hvad enten hesten er brunstig eller ej”. Dette skal sammenholdes med § 2, og må vel så vurderes til at være i strid med denne. I forbindelse med anvendelse af hopper udenfor brunst til samleje omtalte Rådet, at dette kan være forbundet med ”smerte, lidelse, angst eller væsentlig ulempe” uanset evt. anatomiske størrelsesforhold. Dette bør sammenholdes med § 1. I begge udtalelser er det i hvert til fælde tydeligt, at Rådet forholder sig til §§ 1 og 2 samt - efter vores vurdering - synes at have et mere klart syn på disse paragraffers indhold og på kravene til omsorgsfuldhed end Det Dyreetiske Råd. Loven kræver og fastlægger et ansvar for opfyldelse af dyrets naturlige behov. Derfor omtales hestens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov samt risikoen for angst, smerte, lidelse eller væsentlig ulempe uanset størrelsesforhold. Det Veterinære Sundhedsråd bruger ikke kun et ”skade” eller ”lide overlast” begreb, som tilhører nytteetikken. Rådet inddrager pligtetiske og naturetiske vurderinger i overensstemmelse med gængs veterinær praksis og Dyreværnsloven.



Dyrlægeforeningen sagde om sodomispørgsmålet: ”Det er hovedbestyrelsens opfattelse, at Dyreværnsloven er udstedt af Folketinget for at beskytte dyr. Et vist antal dyr tager skade, når sodomi praktiseres. Det må derfor være forståelsen af en dyrebeskyttelseslov, at sodomi ikke kan praktiseres. For at hjælpe dyr, der har et seksuelt behov, må forståelsen af omsorgsfuld behandling være, at ejeren sikrer, at dyrene får afløb ved omgang med artsfæller.

Det er i forlængelse heraf uetisk som menneske, at få afløb for sine seksuelle behov ved at inddrage individer, der ikke er i stand til selv at tage stilling til, om de vil deltage”.



Her var hensynet til dyrene det primære, som kom før de nytteetiske overvejelser med fokus på nytte for eller hensyn til mennesker og samfund. Hensynet til dyrene formuleres med ord som ”beskytte dyr”, ”omsorgsfuld behandling”, ”ejeren sikrer, at dyrene”, ”individer, der ikke selv er i stand til at tage stilling”. Det er tydeligt, at her er grundsynet en opfattelse af dyr som levende væsener, der skal respekteres som dyr, som også er underlagt os mennesker, der til har et ansvar for dem. Her udtrykkes et nuanceret dyresyn, som er i overensstemmelse med det dyresyn, der ligger bag §§ 1og 2 i Dyreværnsloven. Det dyresyn, Dyrlægeforeningen udtrykker, er langt fra opfattelsen af dyr, som en biologisk ting, og det udtrykker heller ikke en disneyficering (antropomorfisme).



Selvom vi spiser dyrene, har vi en etisk forpligtigelse til at behandle dem forsvarligt og ordentligt lige til sidste sekund, så længe dyret er i live. Vi inddrager et hensyn til dyret med en respekt for dets værdi som dyr og dets oplevelser og livskvalitet som dyr, som ikke kan begrundes i nytteetiske betragtninger. Man kan lave drukneforsøg med dyr, hvor dyret ikke påviseligt set har taget skade bagefter eller har lidt overlast, for det kan ikke bevises. En hund blev udsat for en høj grad af lidelse, angst og væsentlig ulempe fordi SAS begik en alvorlig fejl, da den skulle flyve. Den havde ingen konstaterbare skader bagefter, man kunne ikke bevise at den ”havde lidt overlast”. Udegående økohøns udsættes for ”mobning”, stress og får en del skader. Høns har et mere beskyttet liv i et bur med rimelige forhold, men har formentlig mere velfærd ved at leve et mere naturligt liv.



Den 11. oktober overværede vi uafhængig af hinanden et foredrag på LIFE, der bar overskriften: ”Dyreetik - fra kæledyr til dyresex, et interessant indlæg om holdninger til dyr, etik, moral og hykleri” af Micky Gjerris - Afdeling for Forbrug, Sundhed og Etik, FOI. Vi kendte ikke hinanden, men udvekslede bagefter opfattelse af foredraget og var, viste det sig, forbavsende enige i vores vurdering.



Vi blev her mødt af de nye nytteetiske vinde, der til vores store beklagelse blæser over visse dele af den intellektuelle elite på LIFE. En stor del af kommentarerne fra de mange studerende gik på, at ”der manglede noget”, at de anførte argumenter var for ”magre”, ”for ensidige” og at den begrebsopfattelse, der lå bag var ”underlig” og forkert. Det var tydeligt, at denne snævre og nye fokuseren på nytteetik, kunne de ikke acceptere. De kom med en fornuftpræget, sund og naturlig reaktion, som for nogle var meget spontan, men blev ledsaget af en god argumentation. De studerende protesterede og sagde, at de konklusioner, de fik præsenteret, var forkerte, fordi der ikke var et fokus på dyrenes behov og, hvad der var det naturlige for dyrene (igen § 2´s dyresyn).



Vedr. emnet sodomi holdt Gjerris sig til nytteetikken med et klart fokus på samfundet og menneskers nytte, som vi genkendte fra Det Dyreetiske Råds udtalelse. De studerende kunne sikkert bedre have accepteret nytteetik anvendt som basis for dyreetiske betragtninger, hvis der også havde været fokus på en seriøs videnskabelig vurdering i forhold til en eventuel nytteværdi for dyrene. Men kan man overhovedet tale om en nytteværdi for dyret selv i relation til f.eks. sodomi? Det Dyreetiske Råd forsøger enkelte steder i udtalelsen at gøre gældende, at dyr formentlig kan have positive oplevelser ud af at være seksuelt sammen med et menneske ved f.eks. blive brugt til samleje og/eller blive seksuelt stimuleret. Men som det også nævnes i selve udtalelsen fra Rådet, så er dette usikre antagelser eller gisninger, som primært baserer sig på oplysninger fra de personer, der selv bruger dyr til sex. Rådet burde ikke have tillagt disse oplysninger vægt, fordi personer, der bruger dyr til sex ikke er uvildige, de har en stærk egeninteresse i at postulere, at dyrene har en nytte og/eller positive oplevelser af at blive brugt til sex af mennesker.* I modsætning hertil har vi en konkret viden (og en praktisk og videnskabelig erfaring – § 2), der fortæller os, at hundyr skal være i fuld brunst, for at det overhovedet kan være muligt, at det måske har positive oplevelser i forbindelse med seksuel aktivitet, og vi ved også, at det naturlige og fysiologiske for dem er, som Dyrlægeforeningen skrev, ”ved at dyrene får afløb ved omgang med artsfæller”. Det er for os uforståeligt, at Rådet og Gjerris ikke i stedet inddrager disse forhold i en grundig dyreetisk vurdering af sodomi, hvilket flere af de studerende også kredsede om i deres indlæg. Der er undersøgelser, der tyder på skader samt en brutalitet og hårdhændethed i et ikke ubetydeligt omfang, når dyr bruges af mennesker til sex. Det blev heller ikke omtalt.**



Eksemplet viser, at nytteetik isoleret set ikke er velegnet til at vurdere komplekse dyreetiske spørgsmål. Hvis man i stedet foretager en etisk vurdering, hvor man vægter hensyn til dyret baseret på vores viden og erfaringer om dyrets fysiologi, anatomi og natur og holder dette sammen med en opfattelse af, at der er tale om et levende individ, et unikt naturvæsen, et levende dyr, som bør behandles som et dyr, der som landbrugsdyr/husdyr/selskabsdyr er undergivet os, så giver det en helt anden tilgang til emnet. Det vil da fremstå klart, at hensyn til dyret og herunder, hvad der er naturligt for det, skal vægtes højt og derefter afvejes i forhold til hensynet til samfundet og menneskers livsudfoldelse og behov, dvs. det nytteetiske. Det sidste, det nytteetiske, mener vi primært og i højere grad er en opgave for det politiske system. Vi finder, at et dyreetisk råd burde have et klart primærfokus på hensynet til dyrene, og at det var pga. et forkert fokus - at Rådet fandt frem til den kritiserede konklusion i sodomiudtalelsen vedr. at der i forhold til dyrene var: ”Et tungtvejende modsatrettet hensyn til at udvise respekt over for andre menneskers seksuelle præferencer og en seksuel minoritet”, dvs. at et hensyn til mennesker, som ønsker at bruge dyr til sex, kan skygge for hensynet til dyrene. Vi mener så heller ikke, at samfundet skal tage hensyn til, at alle drifter f.eks. seksualdrifter eller ønsker om sex skal kunne tilfredsstilles eller opfyldes.



Når et dyreetisk råd skal vurdere et dyreetisk spørgsmål, så bør det formulere spørgsmålet om, hvad vi bør gøre i en given situation og, hvordan vi bør handle ud fra et rimeligt hensyn til dyrene, i stedet for at formulere spørgsmålet om, hvordan vi bør handle ud fra et hensyn til menneskene og samfundet. Vi finder, det er misforstået, at Det Dyreetiske Råd (og Gjerris) har dette fokus i så høj grad, som det er tilfældet.



Vi mener at have iagttaget en sammenblanding af behov og drifter. Et behov er obligatorisk og noget, man ikke kan leve uden at få tilgodeset, mens man kan leve uden at få tilfredsstillet sine drifter. Det seksuelle er ikke et obligatorisk behov, men en drift. Dyr og personer kan vælge at tilfredsstille sig selv ved egen hjælp eller ved at bruge andre individer. I vores del af verden kræver man ligeværdighed og gensidig accept fra partneren, hvis man bruger en sådan. Voldtægt og tvang forekommer, men er ikke etisk acceptabel. Man kan leve uden sex. Det gør mange dyr og mennesker. For en del dyrearter er det et helt naturligt fænomen, at kun visse dyr f.eks. de stærke alfa-hanner parrer sig med artsfællerne/hundyr i brunst, hvor de andre hanners seksualdrift trods tilgængelige hunner i brunst fra naturens side er undertrykt. Mange hanhunde lever i familiens skød uden nogen nævneværdig seksualdrift bl.a. pga. mangel på de stimuli, der kan udløse driften. Der kan argumenteres for, at en han, der modsat dette, har en ret stærk seksualdrift, enten bør kastreres, placeres i et miljø hvor driften ikke stimuleres, eller der bør sørges for, at dyret får afløb for sin drift ved at få adgang til at parre brunstige hundyr. Et dyr bliver normalt ikke seksuelt ophidset af andre end sine egne artsfæller. Et hundyr skal være i brunst for, at det overhovedet er en mulighed. Disse væsentlige aspekter berørte Rådet og foredragsholderen ikke.



Gjerris omtalte sex som et behov, og at mennesker har en ret (en menneskeret?) til at få tilgodeset dette behov, det være sig med personer eller dyr, og gjorde gældende at man derfor bør tilgodese seksuelle minoriteter, såsom personer, der har en drift mod at bruge dyr seksuelt. Vi blev begge meget overraskede, da vi hørte at Gjerris omtalte sex som et behov, det er muligt vi misforstod ham.



Hvis det var sandt, ville det jo betyde, at alle har et vist krav på at få tilfredsstillet deres seksuelle drifter, også uanset dette indebærer en ”anvendelse” af andre medskabninger. Men følger man denne tankegang helt til ende og ser på andre områder, hvor man har servicehunde (førerhunde, epilepsihunde etc.) så kunne man også forstille sig, at man havde sexhunde som en slags servicehunde, så længe dyrene ikke lider fysisk overlast. For os at se, må man kunne slutte sådan ud fra denne argumentation, som man også af disse grunde kan se er helt forkert, og som fører ud i noget, der er helt og aldeles uholdbart.



Gjerris argumenterede som Det Dyreetiske Råd med, at han også fandt det uønsket med en lovgivning mod sodomi, fordi han mente, at dyreværnsloven allerede dækker. Men det at bevisbyrden - selv i tilfælde hvor dyrene må antages at have været udsat for angst, væsentlig ulempe, smerte og lidelse ved den seksuelle anvendelse – er vanskelig uden et forbud samt, at det ikke engang i de mange hestevoldssager (den del hvor politiet mente, der var tale om sodomiforhold) er lykkedes at rejse tiltale, må tolkes sådan, at det er nødvendigt med et forbud mod aktiv seksuel anvendelse af dyr til bl.a. samleje. Under alle omstændigheder synes vi, de studerende burde have været oplyst om, at der er delte meninger vedr. behovet for et forbud. De blev heller ikke oplyst om, at Dyrlægeforeningen, 125 dyrlæger og vist alle dyreværnsforeningerne i landet har udtrykt at de er uenige med Det Dyreetiske Råd.



Der var nogle også andre konklusioner, som undrede os. Det blev sagt, at hvis man spiser kød og accepterer de forhold dyrene lever under i landbruget i vores industrialiserede produktionssystemer, er man en hykler, hvis man ønsker et forbud mod sodomi, og man kun ønsker et forbud, fordi dette ikke har nogen omkostninger. Her til vil vi sige, at overgreb eksisterer i alle former for dyrehold, men det ene overgreb retfærdiggør ikke det andet. Vores forhold og opfattelse af dyr udvikles hele tiden, det er en løbende proces, der er i øjeblikket en øget bevidsthed i befolkningen om dyrevelfærd. Det resulterer i en større efterspørgsel på produkter, der garanterer en bedre dyrevelfærd. Hvor er hykleriet så henne? Det blev faktisk også fremført som en indvending fra de studerendes side. Og der var mange tilkendegivelser om, at det naturlige bør prioriteres, når muligt, det naturlige for dyret forstås. Unaturligheder skal undgås, hvis muligt, og medfører at dyret ikke behandles optimalt og evt. at de skades fysisk, fremførte de. Logisk.



Hvis det ikke var for de studerende ville vi nok være gået lidt nedbøjet hjem efter sådan et møde. De studerendes mange indlæg og især deres selvstændighed og evne til at argumentere imponerede os. Samtidig må vi sige, at deres dyresyn og opfattelse af vores/samfundets pligter og ansvar gav os en positiv tiltro til den kommende generation af dyrlæger, der føltes både beroligende og opmuntrende.



Som dyrlæger må vi forholde os kritisk til nytteetikbegrebet som dominerende vurderingsmetode indenfor dyreområdet. Det er væsentligt både for vores dyresyn her i landet, men også for dyrlægernes rolle og position i samfundet.

* Bl.a.: ”I følge personlige beretninger fra zoofile” side 23, ”en del beskrivelser fra personer, der har haft seksuel omgang med dyr” side 23, ”endvidere beretninger fra zoofile” side 24, ”Tværtimod kan beretninger fra i hvert fald zoofile personer tyde på” side 31 fra Udtalelsen.

** Udførlig litteraturliste fås ved henvendelse til forfatterne







[ Tilbage | Print | Send til en ven ]

Emner
Arrangementer
Artikler og breve
Billedgalleri
Digte og kloge ord
Fra det virkelige liv
Gode råd om dyrevelfærd
Høringssvar
KATTENS DAG.
Love og bekendtgørelser
Offentlige kontakter
Vores årsmagasiner


Hesteinternatet af 1999 • Tlf. 40 37 16 89