Profile index



Om foreningen
Ide og formål


Søg: 

2008: Forbyd sex med dyr

Berlingske Tidende fredag d. 23. maj 2008
Berlingske Debat


Ekspertråd som overser dyreværnshensyn

Der har længe været en hed debat om, hvorvidt sodomi, menneskers aktive brug af eller udlejning af dyr til sexformål, skal gøres forbudt eller ej. I dag er sodomi kun forbudt, hvis man kan bevise fysiske skader på dyrene. På hundyr, der hyppigst bruges til samleje, er det svært og kostbart at påvise skaderne i skeden. Bevisbyrden er reelt håbløs uden et udtrykkeligt forbud, som også ville have en præventiv effekt. 125 dyrlæger skrev i 2007 i et brev til Folketingets Retsudvalg, at de mente, et forbud var blevet nødvendigt, og at de ”ud fra en veterinærfaglig vurdering måtte afvise Det Dyreetiske Råds vurdering vedrørende anvendelse af hundyr”. De skrev om det indlysende, at da hundyrs ydre kønsorganer udenfor brunst bliver tilbagedannet, så skeden formindskes, elasticiteten nedsættes og slimhinden bliver sart og tynd, så vil det - i det mindste udenfor brunst - altid være dyreværnsmæssigt uacceptabelt at bruge dem til: ”samlejebevægelser, hvor man med sex for øje søger at opnå friktion eller tæt og gentagen gnidekontakt til den tynde og sårbare slimhinde på hundyr udenfor brunst”. Men Det Dyreetiske Råd havde i en udtalelse fra 2006 skrevet, at det kan være ok, at bruge hundyr til samleje også udenfor brunst, når der bruges forsigtighed og glidecreme. Nogle af dyrlægerne gentog deres argumenter i et indlæg i pressen, og tilføjede at de mente, Rådet måtte omgøre deres udtalelse, hvilket før er sket. De blev herefter i et barskt modindlæg fra Rådet beskyldt for at være fagligt useriøse (fordi de var uenige med Rådet?) og seksuelt overmoralske. Dyrlægerne havde argumenteret sobert, veterinærfagligt og dyreværnsmæssigt, ikke seksualmoralsk, men var uenige med Rådet.

Et forslag om at forbyde sodomi blev forkastet i Folketinget i 2007, men vil blive genfremsat. Man støttede sig til Det Dyreetiske Råds anbefaling af, at vi ikke behøver et forbud. Kun SF og DF var for et forbud. Det kom ikke frem i debatten, at Rådet står ret alene med sin holdning. Et flertal af dyrlægerne, alle de danske dyreværnsforeninger, Den Danske Dyrlægeforening og over 80 % af den danske befolkning ønsker et forbud. Men Rådet blev tillagt en særlig ekspertstatus. Jeg har læst Rådets udtalelse og har været overrasket over dens overfladiskhed og de mange fejl. Der står f.eks.: ”Det er almindeligt anerkendt, at dyr godt kan sige fra - og gør det - når de vil modsætte sig diverse procedurer”, (sodomi kaldes for procedurer!). Vi, der igennem mange år har arbejdet med dyreværnssager, véd, at det er forkert. Dyr finder sig ofte i utroligt meget fra menneskers side uanset lidelse og smerte. Generelt er udtalelsen af lav kvalitet. Den er også fyldt med eufemismer, så man ikke skal tro så dårligt om sodomi. Vi har fået mere ærlige, seriøse undersøgelser og rapporter fra f.eks. England, Sverige og Norge.

Det Dyreetiske Råd er sammensat af personer, der ikke har nogen særskilt viden om sodomi, hvorfor de har ladet sig vejlede af ”eksperter”, men her har de været for ensidige. En af deres støtter (professor H.B. Simonsen) skrev i Dansk Veterinærtidsskrift nr. 4, 2008, at han ikke mener, det kan bruges som argument for et forbud, at dyrene skades af sodomi, fordi vi bruger dyrene til så meget andet i vores samfund, som også skader dyrene. Desuden mener han, at dyrenes egen villighed, behov og/eller lyst til sex er uden relevans for emnet. Det er jo helt grotesk. Jeg var overrasket over at erfare, at han igennem flere år har været tilknyttet Dyrenes Beskyttelse. I Rådet sidder tre dyrlæger, en af dem sidder i Bestyrelsen for Dyrenes Beskyttelse, og en anden, der er ansat på Landbohøjskolen, har i 2006 fået en dyrevelfærdspris. Dyrenes Beskyttelse, der går ind for et forbud mod sodomi, har et forklaringsproblem. Blandt de kontaktpersoner, som Rådet selv nævner og takker for hjælp, har overraskende mange tilknytning til Det Danske Pornografi-selskab og er positive overfor sodomi. Rådet henviser flere gange til den viden, de har fået fra ”en række zoofile” (sodomister), som er de personer, der selv bruger dyr til sex – personer der ikke er uvildige og næppe vil indrømme, når dyrene tager skade. Rådet har ladet sig vejlede ”skævt” og uprofessionelt, og derfor er udtalelsen blevet skæv og af dårlig kvalitet. Der har manglet fokus på dyrene og hensynet til at beskytte dem. Udtalelsen er lige til at kassere. Holland har lige indført et forbud, England har det og Norge er på vej. Vi må også have et forbud for at beskytte dyrene.

Af Mirja Zeuthen, cand.jur. og formand for dyreværnsorganisationen OASA

mirja@oasa-dk.dk

www.oasa-dk.dk

2008: Forbyd sex med dyr


[ Tilbage | Print | Send til en ven ]

Emner
Arrangementer
Artikler og breve
Billedgalleri
Digte og kloge ord
Fra det virkelige liv
Gode råd om dyrevelfærd
Høringssvar
KATTENS DAG.
Love og bekendtgørelser
Offentlige kontakter
Vores årsmagasiner


Hesteinternatet af 1999 • Tlf. 40 37 16 89