KATTENS DAG. Af fagdyrlæge Gunnar Gram, Dyrlægeteamet Sydvet Rødding Dyrehospital Godkendt ad DDD Åløkke 3 6630 Rødding Tlf.: 74 84 13 15 www.roeddingdyrehospital.dk Dyrlægeteamet Sydvet blev til i starten af 2011 som følge af en fusion af Rødding Dyrehospital, Sommersted Dyreklinik og Gram Dyreklinik. I efteråret 2011 afholdt vi KATTENS DAG i vores afdelinger i Rødding og Sommersted. Ideen blev affødt af det evige problem vi som dyrlæger står overfor hver gang foråret er over os, nemlig at vi får indleveret nyfødte kattekillinger, som vi bliver bedt om at aflive. Det er et etisk og dyrevelfærdsmæssigt problem, som kan være vanskeligt at løse. Som dyrlæger bærer vi en del af ansvaret for problemet, idet det er vores opgave at rådgive dyreejere så problemet ikke opstår. Dyreejere bærer også en del af ansvaret, idet det er en dyreejers ansvar at undgå uønskede drægtigheder, og dette kan der være flere løsninger på. Vi skal ikke her komme ind på alle mulighederne, men blot nævne at de fleste dyrlæger i kongeriget vil stå klar med gode råd og vejledning til alle dyreejere, som ønsker assistance i den sammenhæng. KATTENS DAG i efteråret 2011 blev Dyrlægeteamet Sydvets bidrag til løsning af denne problemstilling. KATTENS DAG gik ud på at man på en speciel dag kunne få steriliseret sin hunkat eller kastreret sin hankat for et beløb, som ligger væsentligt under halvdelen af normalprisen. Ved samme lejlighed tilbød vi en gratis øremærkning og registrering, samt en fordelagtig pris på vaccination. Interessen var stor og på trods af begrænset markedsføring, måtte vi lukke for tilmeldingerne inden dagen oprandt. Det var et fast kriterium herfra, at det ikke måtte få karakter af ”samlebåndsarbejde”, og vi havde på forhånd sat en grænse for hvor mange katte, vi kunne håndtere. Vi ville være sikre på at kunne garantere hver enkelt patient den samme gode kvalitet af behandlingen som på enhver anden dag. Ud af de mange erfaringer, vi gjorde os i forbindelse med KATTENS DAG, vil jeg gerne understrege en enkelt observation, jeg gjorde allerede efter de første bookinger. Der var en gruppe katte, som markant skilte sig ud fra de katte, vi normalt får ind til sterilisation og kastration. Gårdkatte og ældre katte var stærkt overrepræsenteret i forhold til normalt. Årsagerne hertil kan være mange. Den konklusion, jeg drog af dette, var, at vi med vores initiativ har ramt en gruppe katte, som uden KATTENS DAG aldrig var blevet neutraliseret. Med afholdelse af KATTENS DAG håber vi, at vi har nedbragt antallet af killinger, som i det kommende forår bliver indbragt til os med henblik på aflivning.
Foto: Anne-Mette Iversen
|
Udskrevet fra http://hesteinternatet.dk d. 31. Marts 2023 20:04:48 |